FEST PÅ HEST: PRØVESTART PÅ LINE – ALTSÅ KNUTZON
Ikke mere juleferie for den 25-øre. Hverdagen har (heldigvis) atter meldt sin ankomst, og Hesten har taget seriøst hul på det nye år med prøvestart på forestillingen LINE – altså KNUTZON.
Der er tale om en scenisk undersøgelse af – nå ja – dramatiker og forfatter Line Knutzons vilde tekstunivers, som i øjeblikket nærlæses ned til mindste detalje. Forestillingen består af særligt udvalgte brudstykker fra hele forfatterskabet og skabes samme kunstneriske hold, som også stod bag Naja Marie Aidt-forestillingerne Alting er noget og Alting er noget 2.0.
Således er to af Hestens yndlingsskuespillerinder, Sarah Boberg og Anette Støvelbæk, tilbage under staldtaget i skøn forening med teaterchef og iscenesætter Maria Vinterberg, scenograf Marianne Nilsson og komponist Jacob Binzer. Mikael Jensen her styr på skræddersalen, mens lys og lyd designes af henholdsvis Lasse Svarre Christiansen og Carl Emil Svarre Carlson.
Så skulle det vist være på plads, og mon ikke hver dag tegner til at blive en decideret Fest på Hest også i 2026?
LINE – ALTSÅ KNUTZON spiller 14. feb – 28. mar 2026, og så længe lager haves, er der billetter at købe her:
KØB BILLETTER TIL LINE – ALTSÅ KNUTZON HER
Forestillingen realiseres med uundværlig støtte fra Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Wilhelm Hansen Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.


