GODNATHISTORIER 12. JUNI 2025 KL. 21.00: DEN LUFT ANDRE INDÅNDER
Så er vi altså allerede nået til dag tre med varm kaffe eller te, chokolade og godnathistorier til alle på Platanvejs hyggeligste parkeringsplads. I aften kl. 21.00 åbner vi portene for to veninder af huset, som tager bladet fra munden og giver piben en anden lyd:
Torsdag 12. juni kl. 21.00
DEN LUFT ANDRE INDÅNDER
Sarah Boberg og Anette Støvelbæk læser uddrag af Line Knutzons stykke
Maria Vinterberg læser regibemærkningerne
DEN LUFT ANDRE INDÅNDER handler om Pølse og Pind. To ganske almindelige mennesker, der bor i den samme lejlighed. De ved det bare ikke selv.
Med andre ord vil der være masser af absurditeter i luften over Hesten i aften, når de damer Støvelbæk og Boberg kryber ind under huden på Pølse og Pind som en slags opvamning til vores kommende forestilling LINE – ALTSÅ KNUTZON.
Entréen er fortsat ganske fri, hvis man vil have sig en godnathistorie under åben himmel i det nabolag, hvor Vesterbro møder Frederiksberg. Garanti for stole til de første 50, og udlån af tæpper og paraplyer så længe lager haves. På gensyn!
GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET 2025 realiseres med flot støtte fra Nordea-fonden, Frederiksbergfonden, Hoffmann & Husmans Fond, Københavns Scenekunstudvalg og Vesterbro Lokaludvalg