HESTENS UDENDØRS HJERTEBARN: GODNATHISTORIERNE VENDER TILBAGE

 In Festival, Nyheder

Til dem der har spurgt, om man dog ikke snart kan få sig en godnathistorie under åben himmel igen, kan vi afsløre, at svaret er JA!

Hestens udendørs hjertebarn er nemlig på vej tilbage, når vi for sjette år i træk byder på GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET. Otte aftener i juni rydder vi atter kalenderen og opstiller 50 stole til publikum udenfor på vores p-plads ved Platanvej 31. Når tusmørket sænker sig, slår vi portene op til vores lille teaterkontor og skaber – hokuspokus – en magisk intimscene med stemningsfulde lamper. Her optræder forskellige skuespillere, sangere, musikere, forfattere, oplæsere m.fl. med en godnathistorie eller et par godnatsange i den lyse aften.

Der er gratis entré, og publikum sidder ude i den friske (by)luft. Vi satser på smukt vejr, men ligger inde med tæpper til de forfrosne og paraplyer i tilfælde af regn. Undervejs disker vi op med kaffe eller te og lidt godt til de søde tænder. Andre forfriskninger kan købes i baren.

Programmet skifter fra aften til aften, og vi tør godt love en helt særlig blanding af teatertekster, skønlitteratur, musikalske indslag, foredrag m.v. samt vores egen bingo-aften med lokale præmier. Det fulde program offentliggøres løbende:

HOLD ØJE MED PROGRAMMET HER

Alle omegnens hundeluftere, aftenturgængere og andet godtfolk er hjertens velkomne, og hvis man ikke når at kapre sig en siddeplads, er der masser af ståpladser (vi har før været op mod 200 publikummer på en enkelt aften). Vi glæder os helt vildt til at se jer!

PS. KÆMPE TAK til Frederiksbergfonden, Hoffmann & Husmans Fond, Københavns Scenekunstudvalg, Nordea-fonden og Vesterbro Lokaludvalg for uundværlig opbakning til GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET 2025.

Søg

Karen-Lise Mynster. Fotograf: Robin Skjoldborg