“MAN KAN GODT VÆRE LIDT IDEALIST MED PRAGMATISME I OVERJEGET”

 In Ikke kategoriseret

Der har været lidt stille på det seneste, men her til formiddag har teaterchef Maria Vinterberg atter ytret sig ovre på sin egen profil. Vi bringer indlægget i sin fulde længde her:

Det er da totalt i orden ikke at have råd til eller ikke at have lyst til at være idealist. Man kan godt være lidt idealist med pragmatisme i overjeget. Tror jeg …

Kulturlivets sanktioner mod Rusland gælder åbenbart kun, hvis de forskellige institutioner finder det relevant, hvis det gavner, eller hvis de synes det “giver mening” for dem selv. Har læst mig igennem nogle rimelig tyndbenede argumenter for at omgås sanktionshensigterne herinde på Facebook de sidste par dage. Og det er ikke noget særlig kønt syn, hvis man vender blikket mod andre af vores medmenneskers vilje til at ofre sig selv for at sende utvetydige signaler til Putin.

Argumenter som “Hvem det ikke går ud over”… ”Hvem det er synd for”… ”Hvem der ikke har råd til det” osv. osv. virker hult og grimt og udannet, når det vel egentlig ganske enkelt handler om, at vi i videst mulig omfang skal vise, at konsekvensen ved at have sat Putin i spidsen for Rusland er, at resten af verden ikke vil have noget med russisk at gøre før Putin og tropperne respekterer demokratiet og grænserne. Vi forsøger at få et samlet russisk folk til at rejse sig mod ham, fordi de hver især mærker konsekvensen af at have ham som leder. Tror jeg … sådan har jeg læst det …

Det er vist derfor vi ikke spiller kampe mod Rusland i sportens verden. Jeg elsker de russiske hold, og jeg føler med dem, men det her er vist vores måde at føre krig på og bakke op omkring demokratiet. Tror jeg … sådan har jeg læst det …

Jeg elsker elsker elsker russisk kunst. Jeg har siddet i balletten med tårerne trillende og læst de store forfattere med følelserne strittende ud til alle sider. Og måske er Putin skide ligeglad med, om jeg eller andre danskere fra kulturens verden ansætter russere på teatret eller spiller russisk musik, men jeg mener faktisk, at det er et af de eneste steder, hvor vi reelt kan bakke op omkring dét signal, som verden prøver på at sende til Putin.

Og det koster noget! Ja! Og der er ikke kompensationer klar fra kulturministeren! Men der er krig i Europa! Tror jeg … sådan har jeg læst det …

Hvis “nogen” skulle synes, at det ikke nytter at sende signalerne via deres virke, så skån os i det mindste for de halvhjertede forsøg på at forsvare det med virkelig skidte argumenter. Lad som ingenting. Det går nok. Nogen er ligeglade.

Det er da totalt i orden ikke at have råd til eller ikke at have lyst til at være idealist. Man kan godt være lidt idealist med pragmatisme i overjeget. Tror jeg …

Søg

JEG, MALVOLIO 2022 - Michael Moritzen. Fotograf: Bjarne StæhrMICHAEL MORITZEN. FOTOGRAF ROBIN SKJOLDBORG