Anmeldelse i SeniorBladet:

Smilla´s fornemmelse for skrig…undskyld sne… 

Af Henrik Sieben, redaktør, Danske Seniorer

★★★★★

Det gør ondt helt ind i hjertekulen, når Mille Maria Dalsgaard som halvt danske, halvt grønlandske Smilla Qaavigaaq Jaspersen krakelerer som fuld grønlænder foran publikums øjne, for et øjeblik senere at vride sig i sorg og fortvivlelse, da dele af sandheden om hendes mand og siden den lille dreng Esajas død går op for hende. 

Man får hjertebanken og føler virkelig med den kvinde, der forsøger sig ved list, ved snilde, og ved kvindekløgt at agere i det danske samfund, og dets forhold til, hvad der er anderledes, samtidig med at hun på visse punkter også rammer den skæbne og den splittelse, som mange grønlændere får og oplever, når de slår sig ned i Danmark.

Mille Maria Dalsgaard ER Smilla, når hun søger at få svar på spørgsmålet, hvorfor og hvordan døde manden?, hvorfor faldt drengen Esajas ud over taget og blev dræbt?, hvad lå forude ? og er der en sammenhæng? 

Medens man får ondt af Smilla, så bliver man indimellem lamslået og skrækslagen, men også dybt fascineret, draget af mystikken, når Jonas Littauer, med lynende øjne, med stift rettet blik på publikum, og med fråde om munden, hviskende og råbende, agerer en række af de mandlige roller, der lægger sig op ad Smillas. 

Mimikken hos såvel Mille Maria Dalsgaard som Jonas Littauer er i top, og der er ikke sparet på lyd og lydeffekter. Måske nogle af Danske Seniorers medlemmer nogle gange skal skrue lidt ned for høreapparatet, respektive skrue op, for at få alt med. I hvert fald var der flere blandt premierepublikum, der måtte stikke et par fingre i ørene, da der blev slået på tromme og spillet elguitar, råbt og skreget. 

Scenen er sort og rå, måske symboliserende afgrundens rand og samtidig opløftende med ønsket om håb forude med sit bagtæppe i guld.

Med krop, ansigtsmimik og et utal af replikker, der råbes, skriges, viskes, synges og tales, opleves på 90 minutter essensen af Peter Høeghs bestseller Frøken Smillas fornemmelse for sne. 

Mille Maria Dalsgard og Jonas Littauer spiller samtlige roller uden scene- og kostumeskifte og uden andre virkemidler på scenen end et trommesæt, en elektrisk guitar, et keyboard, en taburet og et mikrofonstativ. Men sikke et drama, der udspilles for øjnene af publikum. Man gribes ved hjertet, og her dagen derpå, stiller man sig selv spørgsmålet, hvordan kan to så forskellige civilisationer som den grønlandske og den danske mødes?

Ingen tvivl om, at enten elsker man Grønland, dets folk og dets natur, på samme måde som man elsker stykket og dets skuespillere, eller også hader man det og har lyst at forlade forestillingen før tid.

Forestillingen får fem ud af seks stjerner – den femte stjerne gives til Mille Maria Dalsgaard. 

Stykket havde urpremiere på Teatret ved Sorte Hest, men kommer senere på året og i begyndelsen af 2016 på Danmarksturné.

Med venlig hilsen

Henrik Sieben

Redaktør, Senior Bladet