Så har vi modtaget en anmeldelse fra vores anmelderpanel. Det er Jesper Binzer der har meningernes mod:
Han giver forestillingen 4 heste og en dyr saddel.
POESI OG DIAGNOSE.
Karen Lise Mynster og Inger Christensen
I Sorte Hests lille intime teater-rum, har Karen Lise Mynster og scenografen Camilla Bjørnvad, fået udnyttet pladsen og mulighederne på inspirerende vis – faktisk er der med det samme en rar følelse af vilje til kommunikation med publikum. – Og dér på scenen , med ryggen til, ligger hovedrolleindehaveren, instruktøren og primusmotor bag hele forestillingen og venter på vi får sat os ned.
– Det hele starter med “DET” – et berømt digt af Inger Christensen
– en frisk ungdommelig leg med ord og undersøgelse af det store spørgsmål om hvorfor og hvordan vi er her, alts begyndelse, og med associationer der er taknemmelige at følge med i…det skal senere blive en pointerne for mig i Karen Lise Mynsters udgave af Inger Christensens produktion.
Ubehaget, som næsten altid findes for mig når jeg en sjælden gang er i teatret, nemlig at det er alt for tæt på og nærmest pinligt at det er så nøgent , indfinder sig , men rimeligt hurtigt kommer jeg videre på ordene, på scenografien og især på musikken som multiinstrumentalisten Henriette Groth spiller live lige ved siden af Karen-Lise Mynster. jeg bliver også taget i hånden af opbygningen hvor digte og sange begynder og slutter, som numre, afsluttede små garnnøgler af koncentration, – hvor lyset og Karen-Lise Mynsters dynamik næsten får mig til at glemme at stolen er hård og salen er fyldt.
For hvad der starter som en anelse, folder sig hurtigt ud; damen er jo sindssyg!! – strømmen af ord bliver
spændende, humoristisk, grov og til sidst nærmest så usammenhængende, at man som tilskuer kan lade sig føre helt ud i uføret på rablende vinger, med sikkerhed for at lyset tændes igen om lidt – grænsen mellem poesi og diagnose bliver aldrig sat, og selvfølgelig heldigvis, men de hvide kitler i teksten og den halve hospitalsseng på scenen gir os
både en rørende og forståelig udgave af gal eller genial, og om der er en pris at betale for søgen efter dybere mening….eller om Inger Christensen var forud for sin tid som ekstra sensitiv.
Karen-Lise Mynster får i hvert fald kanaliseret så godt og professionelt, at man sidder tilbage med spørgsmålet :
sku man læse noget Christensen og sku man gå lidt mere i teatret…jeg tør ikke love noget men det
føltes godt…..
