LITTERATURSELSKABET VED SORTE HEST

præsenterer

 

CHARLES BUKOWSKI

Uden litteratur ville livet være et helvede

15. december 2021 kl. 19.00

OM ARRANGEMENTET

Velkommen til en poetisk og politisk ukorrekt aften i selskab med skuespillerne Sarah Boberg og Jesper Lohmann og ingen andre end den legendariske forfatter Charles Bukowski. På juleforunderlig vis forvandles MeToo og woke for en stund til et fatamorgana og bliver godt og grundigt fejet ind under gulvtæppet i Bukowskis californiske bungalow.

Det kan føles som et nærmest umuligt nedslag i tidens puritanske flow at forsvare en aften, hvor vi hylder og går på opdagelse i en forfatter, der er kendt for at turde sige tingene, som de ER. Men vi gør det alligevel – og netop derfor. For trænger der ikke til at blive luftet lidt ud, så virkeligheden kan trænge sig uhæmmet på?

Bukowski var en mand, der ikke lagde fingrene imellem. I dag ville han nok blive sendt i terapi og udstyret med en diagnose, så han ved siden af forfatterskabet blot ville fremstå som et moderne menneske med en ”sygdom” som alle os andre. Men i aften holder vi hånden over ham og deler i al gemytlighed hans hårdkogte, svedige og usentimentale julekort rundt.

VEL MØDT!

Arrangementet varer ca. 1 time og 20 min. uden pause.  Maks. 40 pladser.

NYHEDER // CHARLES BUKOWSKI – 2021

Søg