VELKOMMEN TIL SANDHED OG KONSEKVENS

Lars Noréns titel på aftenens forestilling er ikke Sandhed eller konsekvens … som i legen.

Tag ikke fejl!
Tag for Guds skyld ikke fejl!

Lars Noréns titel på aftenens forestilling er Sandhed og konsekvens. Hos Norén får vi hele pakken: Sandhederne og de deraf følgende konsekvenser … det er ikke en leg.

En kulsort komedie?
JA!
Absurd vanvidsrealisme?
JA!

Så skulle pejlemærkerne gerne være på plads, og der er dækket op til parmiddag på Hesten.

Det er igen blevet tid til at skrælle sig hele vejen ind i kernen af borgerskabets indiskrete charme. Og jeg kan da lige berette herinde fra det norénske mørke, at han har skrevet et manuskript, hvor der er gevaldigt bal i den borgerlige på grusomste vis.

Kærlig hilsen

Maria Vinterberg
Teaterchef

MARIA VINTERBERG. Foto: Robin Skjoldborg.

LARS NORÉN

(1944-2021)

Lars Norén. Foto: Michiel Hendryckx

Fotograf: Michiel Hendryckx

termo

SANDHED OG KONSEKVENS er skrevet af den anerkendte svenske forfatter, dramatiker og sceneinstruktør Lars Norén. Som kun 19-årig fik han i 1963 udgivet sin første digtsamling Syrener, sne, og siden skrev han en lang række digtsamlinger, prosaværker, dagbøger og især dramatik til både teater, tv og radio.

Som dramatiker debuterede Lars Norén med Fyrsteslikkeren på Dramaten i Stockholm i 1973, og i 1982 fik han sit store gennembrud med de selvbiografiske stykker Natten er dagens mor og Kaos er nabo til Gud. I dag omfatter hans dramatiske bagkatalog omkring 30 stykker, hvoraf flere af dem opføres over hele verden – ikke mindst i Danmark, hvor han har et stort og trofast publikum.

Norén sammenlignes ofte med forgængere som Ibsen, Strindberg og Beckett, og han er specialist inden for det hudløst realistiske drama om betændte familierelationer. Som få mestrer han undertekstens svære kunst, og hans skildringer af den vestlige verdens forfald er båret af en knivskarp og sort humoristisk dialog. SANDHED OG KONSEKVENS er ingen undtagelse med sin ætsende skildring af en klaustrofobisk parmiddag, der trækker tråde til bl.a. Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? og Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab.

Blandt Lars Noréns mest kendte stykker kan nævnes Mod til at dræbe, Dæmoner, Vallombrosa, Personkreds 3, Drengene i skyggen og Episode samt det meget omdiskuterede 7:3, hvor han lod tre nynazistiske indsatte spille sig selv på scenen som led i et resocialiseringsprojekt. Efter sidste forestilling stak én af dem af, begik et bankrøveri og dræbte to politibetjente. Episoden førte til, at Norén i 2007 trak sig som kunstnerisk leder af det turnerende Riksteatern. 2009-12 var han kunstnerisk leder af Folkteatern i Göteborg, og gennem årene har han desuden markeret sig som sceneinstruktør både af egne og andres værker.

Lars Norén er bl.a. blevet hædret med Nordisk Dramatikerpris i 1998 og Det Svenske Akademis Nordiske Pris i 2003. Han døde som følge af eftervirkninger af COVID-19 i januar 2021.

ROSENKRIGEN

Af forfatter Knud Romer (2021)

Hvis man vil starte en ildstorm, skal man bare stryge en tændstik og smide den ind i det mest sprængfarlige og betændte element i vores voksenliv: ægteskabet. Jeg blev selv skilt for tre måneder siden efter tyve år i himmel og helvede, og hvert ord jeg siger, kan og vil blive brugt imod mig i Familieretshuset, hvis det ellers nogensinde bliver min tur i telefonkøen: ”Vi oplever for øjeblikket systemproblemer, prøv igen senere.” Så endte jeg alligevel i hænderne på det offentlige, hej Kafka.

For de kan slet ikke følge med på Ellebjergvej 52, 2450 København SV. Halvdelen af os bliver skilt – det er ligesom at satse hele butikken på rødt eller sort i Casino Copenhagen – og den anden halvdel er singler. Hvad der måtte blive til overs af menneskelige rester i ægteskabet, hader enten hinanden af et dybt og inderligt, ondt hjerte. Eller keder sig ihjel. Og guldbryllupsportalen er en bårebuket over den momentane sindssyge, som får os til at sige ja foran alteret uden særeje: evig kærlighed.

Selv var jeg skuffet over, at Et dukkehjem ikke udspiller sig mellem knuste porcelænsdukker i et dukkehus, men Henrik Ibsen udløste dengang i 1879 en verdensomspændende skandale ved at beskrive den emanciperede kvindes udvandring fra det undertrykkende, patriarkalske hjem.

Stykket måtte forsynes med en alternativ slutning i Tyskland, hvor Nora føres tilbage og besvimer ved synet af sine børn, der fastholder hende i ægteskabet. Et tæppefald ligesom mange år senere i spillefilmen Ikke uden min datter, der følger en amerikansk kvindes flugt fra manden i det fundamentalistiske Iran. Han spærrer sin kone og datter inde og nægter dem al kontakt med omverdenen. De deler skæbne med mange i vores kvindekrisecentre, der forsøger at undslippe et voldeligt, ægteskabeligt fængsel.

Hvis Ibsen åbnede døren for kvindefrigørelsen, giver Strindberg den en tand til i Faderen, der sender mændene på sindssygeanstalt og tilintetgør dem – og man skal såmænd bare aflægge et besøg på Risskov, hvor de stadig sidder i ruinerne efter skilsmissen.

I Faderen er det uenigheden om datterens uddannelse, som fører til en grusom showdown. Kaptajn Adolph gør først noget af en sharialov gældende og hævder, at kvinder deponerer deres rettigheder, når de bliver gift. Til gengæld sætter Laura hårdt mod hårdt og overbeviser familielægen om, at hendes mand slet ingen rettigheder har, fordi han er gal – og det bliver han da også.

Det lykkes hende at provokere ham så meget, at han faktisk reagerer irrationelt og kaster en brændende lampe efter hende på vej ud. Fælden klapper – vold – og han ender i spændetrøje med ordene: “Du kunne hypnotisere mig, da jeg var vågen, så jeg hverken så eller hørte, men kun adlød.” Kaptajnen får et slagtilfælde og dør, mens datteren tilfalder moderen: “Mit barn! Mit eget barn!”

Kvinden er her den stærkeste i ægteskabet, som består af en ren og skær beherskelsesrelation og kamp på liv og død, og mændene må søge tilflugt i Foreningen Far for overhovedet at opnå samvær med deres egne børn. Bøtten er vendt.

Stykket bygger løst på Strindbergs mislykkede ægteskab med Siri von Essen og introducerer ikke kun det eskalerende vanvid i ægteskabsdramaerne, men den pikante omstændighed, at de løfter dynen for forfatternes – og skuespillernes – egne brud i privaten, som bliver en fast bestanddel af sladderpressen.

Hvis den bliver inviteret til brylluppet, kommer den også til skilsmissen, som det hedder, og vi kan med stor tilfredsstillelse spejle os i celebrity-kulturen, der opfører vores dysfunktionelle parforhold inden og uden for scenen. Det stormombruste ægteskab mellem Richard Burton og Elisabeth Taylor udspillede sig for åben skærm i Hvem er bange for Virgina Woolf? De udveksler ondskabsfuldheder, som ikke adskiller sig fra det levede liv, hvor magtkampen fortsætter og minder om undergenren af romantiske komedier: screwball comedy.

Katharine Hepburn og Spencer Tracy – endnu et par – sender replikker frem og tilbage mellem hinanden i en bordtenniskamp på ord, som de skruer i stedet for at have sex – screw – og man venter med stigende irritation på, at en af dem mister fatningen og … slår til.

Knud Romer, Fotograf: Thomas Howalt Andersen
Fotograf: Thomas Howalt Andersen

Det gjorde Johnny Depp øjensynlig, da han trak Amber Heard og tabloiden The Sun i retten for at forsvare sig mod anklager om hustruvold. Jeg følte en uendelig lettelse over det perfekte par, hvis hemmelige optagelser af hinanden dokumenterede et mareridt af et ægteskab fuld af mistro, druk, stofmisbrug og endeløse skænderier.

Det samme gælder om nogen for Ingmar Bergman. Han skrev Scener fra et ægteskab under indtryk af sine ulykkelige ægteskaber med Käbi Laretei og Gun Hagberg og forholdet til Liv Ullman. Hun spiller samtidigt den kvindelige hovedrolle og havde det efter eget udsagn, som om hun optrådte i en dokumentarfilm.

For at gøre rævekagen total blander han barndomsminderne ind fra forældrenes ægteskab, hvor han overværede deres korporlige slåskamp. Det siger meget om vores ægteskabelige lykke, at miniserien på tv lagde gaderne øde i 1973 og sendte tusindvis af par til familierådgivning. Bergman fik hemmeligt nummer.

Sådan er det, og statistisk set er det borgerlige ægteskab fra romantikken ikke andet end institutionaliseringen af et forudsigeligt mord – og det ender altid med en blodig Lilly-model. For det bygger på nogle umulige forudsætninger, som ikke er blevet bedre siden, og ligestillingen betyder ganske vist, at det hele er op til forhandling, men det er bare et andet ord for en terrorbalance og konstant konflikt om, hvem der gør hvad og aldrig nok.

Alle intelligente, varmblodige pattedyr ville rive hovederne af hinanden, hvis de blev spærret inde med deres afkom i en intimsfære på nogle få, dyre kvadratmeter i årevis. Bare gnidningsirritationen er rigeligt til, at man eksploderer uden indtagelsen af nervegift – ”kling, kling”, som Richard Burton siger, når han skænker en whisky med is til sin frustrerede, indebrændte Elisabeth Taylor – og sex er en by i Rusland.

Din mands ansigt er det samme for evigt, og hvad der skulle blive udløst af tilknytningshormoner i et kys, er blevet erstattet af begær, afvisning, aggression. Tror fanden, at manden dyrker triatlon, så han slipper for at blive kvalt, og du føler dig som en kvinde igen, fordi en eller anden lægger an på dig, og hvornår flytter børnene hjemmefra, så du kan realisere dig selv omsider?

Velkommen til parmiddagen i Lars Noréns SANDHED OG KONSEKVENS.
May you rot in hell.

SANDHED OG KONSEKVENS. Foto: Robin Skjoldborg

CV’ER

SARAH BOBERG

Elisabeth

FOTOGRAF ROBIN SKJOLDBORG

Sarah Boberg (f. 1966) er uddannet fra The Lee Strasberg Theatre Institute og The William Esper Studio i New York og har siden haft et væld af roller på de danske teaterscener, bl.a. på Betty Nansen Teatret, Det Kongelige Teater, Teater Grob og Husets Teater. I de senere år har man kunnet opleve hende i Toves værelse og Vrede på Folketeatret, Revisoren og Kirsebærhaven på Nørrebro Teater, Min geniale veninde på Odense Teater, Se på mig når jeg taler til dig på Husets Teater, Jeg forsvinder på Det Kongelige Teater, Animal Farm på Betty Nansen Teatret samt Glade dage, Old Times, Alting er noget, Enetime, Sandhed og konsekvens Beauvoir og senest Alting er noget 2.0 på Teatret ved Sorte Hest. På tv har hun medvirket i serier som Rejseholdet, Hotellet, Sommer, 1864, Broen I-IIII, Den som dræber, Gidseltagningen og Carmen Curlers samt julekalenderen Absalons hemmelighed. Derudover har man kunnet opleve hende på film i bl.a. Her i nærheden, Bænken, To verdener, Bytte bytte baby og Den, der lever stille. Blev i 2009 hædret med både en Bodil og en Robert for bedste kvindelige birolle i filmen To verdener og modtog i 2022 Årets Reumert for bedste kvindelige hovedrolle i Sandhed og konsekvens på Teatret ved Sorte Hest.

ANETTE STØVELBÆK

Julie

FOTOGRAF ROBIN SKJOLDBORG

Anette Støvelbæk (f. 1967) er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1997. Fik sit gennembrud i rollen som Olympia i dogme-filmen Italiensk for begyndere fra 2000, hvilket indbragte hende en nominering til Bodil-prisen for bedste kvindelige hovedrolle. Siden har hun bl.a. medvirket i filmene De fortabte sjæles ø, 1:1, En som Hodder, Hævnen og Kapgang, og i tv-serierne Hotellet, Forsvar, Krøniken, Livvagterne, Lærkevej og Sygeplejeskolen samt alle sæsoner af Badehotellet. Sideløbende har man kunnet opleve hende i talrige teaterforestillinger, heriblandt Dæmoner på Østre Gasværk Teater, En sælgers død på Det Kongelige Teater, Misantropen og Om et øjeblik på Betty Nansen Teatret, Som man behager, Den politiske kandestøber og Maskerade på Grønnegårds Teatret, Helmer Hardcore på Teater V, Kvindernes hævn på Nørrebro Teater, Min far, Peer Gynt og Bedrag på Folketeatret samt Lukkede Døre, Efterår og vinter, Rundt på gulvet, Alting er noget, Sandhed og konsekvens samt Alting er noget 2.0 på Teatret ved Sorte Hest. Blev i 2021 hædret med Lauritzen-prisen for sine kunstneriske præstationer indenfor teater, tv og film.

NIELS ELLEGAARD

Jens

Niels Ellegaard. Fotograf: Robin Skjoldborg.

Niels Ellegaard (f. 1962) er uddannet skuespiller fra CaféTeatret 1983 og herefter tilknyttet det århusianske børneteater Filuren i syv sæsoner. Kom i 1992 til Teatret Svalegangen og i 1997 til Aarhus Teater, hvor han gennem en årrække spillede et hav af roller, bl.a. som Bo Gregersen i Gregersen Sagaen (2005-08). På film kunne man første gang opleve ham i Vil du se min smukke navle? i 1978, og i de senere år har han bl.a. medvirket i At kende sandheden, Anja efter Viktor, Idealisten og Iqbal & den hemmelige opskrift. På tv har han medvirket i adskillige serier som Matador, Ørnen, Klovn, Nynne, Lærkevej, Lykke, Norskov, Herrens veje og Sygeplejeskolen. Niels Ellegaard er desuden et kendt ansigt i revysammenhænge, hvor han debuterede i Græsted Revyen i 1995 og siden har optrådt i Hjørring Revyen, Århus Revyen (hvor han også har fungeret som instruktør), Aalborg Vinterrevy og ikke mindst 14 omgange af Cirkusrevyen. Er tre gange blevet kåret til Årets Revykunster (1997, 2001 og 2002) og var i 2006 den første modtager af Ove Sprogøe Prisen, der tildeles en skuespiller, som har ydet en usædvanlig præstation på teater eller film.

PETER OLIVER HANSEN

Mikael

FOTOGRAF ROBIN SKJOLDBORG

Peter Oliver Hansen (født 1967) er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1995. På landets teaterscener har han bl.a. medvirket i Alt om min mor og Indenfor Murene på Folketeatret, De tre Musketerer og Dæmoner på Østre Gasværk Teater, Det Gode Liv på Aveny T, Den Gerrige, PIS og Ikke noget pis på Det Kongelige Teater, Mamma Mia i Tivolis Koncertsal, Lige for lige, Tartuffe og Jeppe på Bjerget på Grønnegårds Teatret, Ain’t Misbehavin’ på Vendsyssel Teater, West Side Story på Den Kongelige Opera, Genboerne på Regensen samt i Lukkede døre, Enetime, Kreditorer, Den skaldede sangerinde, Sandhed og konsekvens samt Inden vi dør synger vi en sang på Teatret ved Sorte Hest.

MARIA VINTERBERG

Iscenesætter

Maris Vinterberg. Fotograf: Rpbin Skjoldborg.

Sceneinstruktør og teaterchef Maria Vinterberg (f. 1966) har stået i mesterlære hos blandt andre Sam Besekow og debuterede som instruktør med forestillingen En verdensomsejling under bordet på CaféTeatret i 1996. Siden 2012 har hun siddet i chefstolen på Teatret ved Sorte Hest, hvor hun værner om de absurde klassikere; stærkt illustreret af hendes iscenesættelser af Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, Slutspil og Glade Dage, Eugène Ionescos Den skaldede sangerinde og Enetime samt Line Knutzons Torben Toben og Det er så det nye. Senest har hun iscenesat Harold Pinters Bedrag på Folketeatret og Alting er noget 2.0 på Teatret ved Sorte Hest. Derudover har hun instrueret talrige forestillinger på adskillige andre danske scener, heriblandt Bellevue Teatret, hvor hun stod bag Brødrene Lund Madsens trilogi Mr. Nice Guy, Enden er nær og Gæster fra Rødby. Er bl.a. blevet hædret med Årets Reumert 2021 samt Foreningen Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten 2020 for sin iscenesættelse af Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest.

MARIANNE NILSSON

Scenograf

Marianne Nilsson. Fotograf: Jacob Stage
Fotograf: Jacob Stage

Marianne Nilsson (f. 1963) er en af Danmarks mest erfarne scenografer. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole 1992 og har skabt en lang række scenografier på større og mindre scener i både Danmark, Sverige, Rusland og Norge. Marianne Nilssons stil er enkel og funktionel med en egen fantasifuld poesi, der får hendes design til at skille sig ud og skabe levende fortællinger. I hendes stemningsfulde rammer får ord og handlinger et visuelt med- og modspil, der løfter det essentielle. Det gælder, hvad enten hun arbejder på store eller små scener, med rum eller kostumer. På Teatret ved Sorte Hest har hun tidligere bl.a. været scenograf på forestillingerne Stolene, Rundt på gulvet, Slutspil, Glade dage, Old Times, Det er så det nye, Alting er noget, Enetime, Torben Toben, Mens vi venter på Godot, Sandhed og konsekvens, Beauvoir samt Alting er noget 2.0. Modtog Årets Reumert i 1999 for scenografien til Snart kommer tiden på Dr. Dantes Aveny og har efterfølgende været nomineret flere gange.

sandhed-og-konsekvens-program-7okt1425-14
sandhed-titel

SANNING OCH KONSEKVENS
AV LARS NORÉN

Medvirkende:

Sarah Boberg
Anette Støvelbæk
Niels Ellegaard
Peter Oliver Hansen

Iscenesætter: Maria Vinterberg
Scenograf: Marianne Nilsson
Lysdesign: Lasse Svarre Christiansen
Skræddersal: Mikael Jensen
Dramatiker: Lars Norén
Oversættelse: Vibeke Bjelke
Forlag: Lars Natten Norén AB
Producent:  Teatret ved Sorte Hest
Teaterchef: Maria Vinterberg
Bar- og billetchef: Mikael Jensen
Hustekniker: Sofus Sean Bassett
Teknisk afvikler: Laurits Schmidt Eriksen / Sofus Sean Bassett
Instruktørassistent, rekvisitør og sufflør: Josephine Grandfeldt Larsen
Fotograf: Robin Skjoldborg
Grafiker: Mike Tylak
Teatersekretær og bogholder: Leah Stryhn Petersen
Kommunikationsansvarlig, dramaturg og fundraiser: Stine Bille Olander

Forhuspersonale:
Asger Birkegård Jensen, Bertram Svarre Carlson, Dagmar Richter Lassen, Josephine Grandfeldt Larsen, Lykke Grønkjær Hansen, Martha Maria Matthiesen

Teatrets bestyrelse:
María Muñiz Auken
(forperson), Anette Støvelbæk, Jens Thomas Levin, Peter Normann

Tak til:
C. E. Jensens Fond, Mads Walbom, Tanya Grandfeldt

En særlig tak til:
Nanna og Ida Vinterberg, Jimmy Richter

Søg