
HALLO HALLO!!!
Kære publikum
Det her bliver kort …
Velkommen til Teatret ved Sorte Hest.
Jeg er utrolig glad for, at I vil komme.
Rigtig god fornøjelse.
Kærlig hilsen
Maria Vinterberg
Teaterchef
Kære Line Knutzon
Det her bliver kort …
Tak fordi du skriver dramatik.
Du skriver, så fuglene fløjter, og gardinerne blafrer, og du husker mig på, hvad forskellen er på en kronik i en avis og et teaterstykke.
Du ved, hvad jeg mener.
Kærlig hilsen
Maria Vinterberg
Iscenesætter
Kære alle i hele verden
Det her bliver kort …
Jeg elsker at lave teater.
Kærlig hilsen
Maria Vinterberg
Menneske

”Jeg solidariserer udelt med de menneskelige mennesker i Line Knutzons persongalleri, og jeg har til stadighed en stærk trang til at give dem taletid på vores lille store teater, hvor ordet altid er frit og i centrum”
– Maria Vinterberg
PØLSE:
“Tilbage er kun miraklet“
PIND:
“Som er?“
PØLSE:
“At opløses og blive til den luft andre indånder“
PIND:
“God idé“
PØLSE:
“For selv om jeg intet ved, ved jeg dog det om mig selv”
PIND:
“At jeg er ren, og ren luft er som alle ved, en mangelvare“
PØLSE:
“Så har vi måske ikke levet forgæves?“
PIND:
“Nej“
– Fra Den luft andre indånder af Line Knutzon

Foto: Mikkel Tjellesen, 2014
LINE KNUTZON
(F. 1965)
Line Knutzon skrev sit første stykke Brændt barn i 1989 og debuterede formelt i 1991 med Splinten i hjertet, som blev uropført på Aveny Teatret og udsendt i tv året efter. Siden har hun høstet stor anerkendelse for sin prisbelønnede dramatik, der skriver sig ind i en moderne absurdistisk tradition fuld af skæve eksistenser og fabulerende betragtninger.
Line Knutzons stykker har været opført på de fleste store og små scener i Danmark samt på en lang række scener i udlandet. Blandt hendes mest kendte skuespil kan nævnes Det er så det nye, Først bliver man jo født (Årets Reumert 1999), Snart kommer tiden, Torben Toben, Den luft andre indånder, Guitaristerne, Håndværkerne og Livstidsgæsterne.
I samarbejde med forfatterne Mette Moestrup og Naja Marie Aidt udgav hun i 2014 den eksperimenterende fællesbog Frit Flet, som gav navn til og blev den første modtager af Politikens litterære særpris, Frit flet-prisen. I 2017 udkom den anmelderroste bog Camille Clouds brevkasse om den fiktive selvhjælpsguru Camille Cloud, der første gang optrådte som brevkassebestyrer i Frit flet og desuden har haft en brevkasse for fiktive karakterer i Weekendavisen.
Derudover har Line Knutzon skrevet radiodramatik (bl.a. Måvens og Peder-serien), arbejdet som oversætter og bearbejder, været medforfatter på film- og tv-manuskripter, skrevet og medvirket i podcast, udgivet børnebøger sammen med Peter Frödin samt været husdramatiker på Aarhus Teater og Betty Nansen Teatret.
I 2015 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, i 2022 blev hun medlem af Det Danske Akademi, og desuden har hun bl.a. modtaget Prix Europa, Niels Matthiasens Mindelegat, Danske Dramatikeres Hæderspris, Dansk Blindesamfunds Radiospilspris, Holbergmedaljen og Kjeld Abell-prisen.
FORESTILLINGEN LINE – altså KNUTZON
INDEHOLDER TEKSTER FRA FØLGENDE
VÆRKER AF LINE KNUTZON:
Det er så det nye (1993)
Først bli’r man jo født (1994)
Harriets himmelfærd (1995)
Snart kommer tiden (1998)
Måvens og Peder på kanotur (1998)
Torben Toben (2000)
Den luft andre indånder (2001)
Måvens og Peder møder Måvens og Peder (2002)
Måvens og Peder får samtalekøkken (2005)
Håndværkerne (2008)
Camille Clouds brevkasse (2017)
Ekspedienterne (2023)
”… først bli’r man jo født. Tusinde tråde vikler sig ind i ens liv – uundgåelige tråde, sådan er det. Og når man så bliver voksen og møder andre mennesker, der også har tusinde tråde hver især, så … Kommer du dem for nær, begynder trådene at filtre … Og de er lange sådan nogle tråde. Engang kendte jeg en, som tog frakken på, mens hun sagde ting til mig – så jeg rystede af glæde over hele kroppen – skønne ting. Så gik hun sin vej – helt op til Nordpolen, og du kan faktisk se, specielt tidligt om morgenen i klart vejr, at hendes tråde stadig hænger i mine. Jeg har prøvet at save dem over – men det kan man ikke. Der er tråde ud til alle mennesker, selv op til him’len …”
– Fra Først bli’r man jo født af Line Knutzon
CV’ER
SARAH BOBERG
Skuespiller

Sarah Boberg (f. 1966) er uddannet skuespiller fra The Lee Strasberg Theatre Institute og The William Esper Studio i New York og har medvirket i et utal af forestillinger på de danske teaterscener. Bl.a. Glade dage, Old Times, Alting er noget, Enetime, Sandhed og konsekvens, Beauvoir, Alting er noget 2.0 og Frk. Marguerite på Teatret ved Sorte Hest, Min geniale veninde på Odense Teater, Toves værelse, Vrede og Lægen på Folketeatret, Jeg forsvinder på Det Kongelige Teater, Animal Farm på Betty Nansen Teatret, Revisoren, Kirsebærhaven og Tid til glæde på Nørrebro Teater samt Axis Mundi med Hotel Pro Forma. På tv har hun medvirket i serier som Rejseholdet, Hotellet, Sommer, 1864, Broen I-IIII, Den som dræber, Gidseltagningen og Carmen Curlers samt julekalenderen Absalons hemmelighed. Derudover har man kunnet opleve hende på film i bl.a. Her i nærheden, Bænken, To verdener, Den, der lever stille, Bytte bytte baby, Bytte bytte barn og Madame Ida. Blev i 2009 hædret med både en Bodil og en Robert for bedste kvindelige birolle i filmen To verdener og modtog i 2022 Årets Reumert for bedste kvindelige hovedrolle i Sandhed og konsekvens på Teatret ved Sorte Hest. I 2023 blev hun tildelt Ole Haslunds Kunstnerlegat og i 2025 Poul Reumerts Studielegat.
ANETTE STØVELBÆK
Skuespiller

Anette Støvelbæk (f. 1967) er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1997 og fik sit gennembrud som Olympia i dogme-filmen Italiensk for begyndere (2000), hvilket indbragte hende en Bodil-nominering for bedste kvindelige hovedrolle. Siden har hun bl.a. medvirket i filmene De fortabte sjæles ø, 1:1, En som Hodder, Hævnen og Kapgang, og i tv-serierne Hotellet, Forsvar, Krøniken, Livvagterne, Lærkevej og Sygeplejeskolen, Generationer samt alle sæsoner af Badehotellet. Sideløbende har man kunnet opleve hende i talrige teaterforestillinger, heriblandt Dæmoner på Østre Gasværk Teater, En sælgers død på Det Kongelige Teater, Misantropen og Om et øjeblik på Betty Nansen Teatret, Som man behager, Den politiske kandestøber og Maskerade på Grønnegårds Teatret, Helmer Hardcore på Teater V, Kvindernes hævn på Nørrebro Teater, Min far, Peer Gynt og Bedrag på Folketeatret samt Lukkede Døre, Efterår og vinter, Rundt på gulvet, Alting er noget, Sandhed og konsekvens og Alting er noget 2.0 på Teatret ved Sorte Hest. Blev i 2021 hædret med Lauritzen-prisen for sine præstationer indenfor dansk teater, film og tv og var i 2026 nomineret til en Robert for bedste kvindelige birolle i DR-serien Generationer.
MARIA VINTERBERG
Iscenesætter

Sceneinstruktør og teaterchef Maria Vinterberg (f. 1966) har stået i mesterlære hos blandt andre Sam Besekow og debuterede som instruktør med forestillingen En verdensomsejling under bordet på CaféTeatret i 1996. Siden 2012 har hun siddet i chefstolen på Teatret ved Sorte Hest, hvor hun værner om de absurde klassikere; stærkt illustreret af hendes iscenesættelser af Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, Slutspil og Glade Dage, Eugène Ionescos Den skaldede sangerinde og Enetime samt Line Knutzons Torben Toben og Det er så det nye. På Teatret ved Sorte Hest har hun desuden iscenesat forestillinger som Alting er noget, Sandhed og konsekvens, Hvem er bange for Virginia Woolf?, Frk. Marguerite og senest Ibis (2025). Derudover har hun instrueret talrige forestillinger på adskillige andre danske scener, heriblandt Harold Pinters Bedrag på Folketeatret samt Brødrene Lund Madsens trilogi Mr. Nice Guy, Enden er nær og Gæster fra Rødby på Bellevue Teatret. Er bl.a. blevet hædret med Årets Reumert 2021 samt Foreningen Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten 2020 for sin iscenesættelse af Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest.
MARIANNE NILSSON
Scenograf

Marianne Nilsson (f. 1963) er en af Danmarks mest erfarne scenografer. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole 1992 og har skabt en lang række scenografier på større og mindre scener i både Danmark, Sverige, Rusland og Norge. Marianne Nilssons stil er enkel og funktionel med en egen fantasifuld poesi, der får hendes design til at skille sig ud og skabe levende fortællinger. I hendes stemningsfulde rammer får ord og handlinger et visuelt med- og modspil, der løfter det essentielle. Det gælder, hvad enten hun arbejder på store eller små scener, med rum eller kostumer. På Teatret ved Sorte Hest har hun tidligere været scenograf på forestillingerne Stolene, Rundt på gulvet, Slutspil, Glade dage, Old Times, Det er så det nye, Alting er noget, Enetime, Torben Toben, Mens vi venter på Godot, Sandhed og konsekvens, Beauvoir, Alting er noget 2.0, Hvem er bange for Virginia Woolf?, Frk. Marguerite samt Ibis. Modtog Årets Reumert i 1999 for scenografien til Snart kommer tiden på Dr. Dantes Aveny og har efterfølgende været nomineret flere gange. Hædret med Årets Æres-hestestol 2023 af Teatret ved Sorte Hest.
JACOB BINZER
Komponist

Komponist og musiker Jacob Binzer (f. 1966) har siden 1984 været lead guitarist og backing vocal i rockbandet D-A-D. Gennem alle årene har han skrevet musikken til D-A-D sammen med bandets øvrige medlemmer, og derudover har han komponeret til, spillet med og produceret for en lang række andre danske musikere – bl.a. Elisabeth Gjerluff Nielsen, med hvem han har skrevet Søs Fenger-hittet Holder øje med dig (1989). Indledte sit samarbejde med sceneinstruktør Maria Vinterberg i forbindelse med forestillingen Sid Vicious – Sex Pistols with love på Bellevue Teatret (2011), hvortil han skrev musikken baseret på Sex Pistols’ musik. I 2016 komponerede han lyduniverset til Alting er noget på Teatret ved Sorte Hest, i 2023 bidrog han med nye toner til Alting er noget 2.0, og i 2026 har han komponeret ny musik til LINE – altså KNUTZON sammen med Jesper Mechlenburg.
LINE – altså KNUTZON
Medvirkende:
Sarah Boberg
Anette Støvelbæk
Manuskript: Tekster af Line Knutzon
Iscenesættelse: Maria Vinterberg
Scenografi: Marianne Nilsson
Musik af: Jacob Binzer og Jesper Mechlenburg
Lysdesign: Lasse Svarre Christiansen
Lyddesign: Carl Emil Svarre Carlson
Skræddersal: Mikael Jensen
Producent: Teatret ved Sorte Hest
Teaterchef: Maria Vinterberg
Bar- og billetchef: Mikael Jensen
Teatersekretær og produktionsleder: Theresa Bro
Kommunikationsansvarlig, dramaturg og fundraiser: Stine Bille Olander
Scenebygger: Rasmus Matthiesen
Hustekniker: Sofus Sean Bassett
Teknisk afvikling: Carl Emil Svarre Carlson, Emma Bikhu Lørup
Instruktørassistent og sufflør: Josephine Grandfeldt Larsen
Kommunikationspraktikant: Sophia Rye Duncan
Fotograf: Robin Skjoldborg
Grafiker: Mike Tylak
Bogholder: Birgitte Hoppe
Forhuspersonale:
Jonas Engell Mortensen, Karla Buhl, Laurits Schmidt Eriksen, Lykke Grønkjær Hansen, Olga Matthiesen, Selma de Coninck Owe
Teatrets bestyrelse:
María Muñiz Auken (forperson), Anette Støvelbæk, Jens Thomas Levin, Peter Normann
Tak til:
Anna Maria Eleonora Walbom og Vanessa Luca Hangaard Berri
Betty Nansen Teatret
Line Knutzon
Mikaela Artén
En særlig tak til:
Nanna og Ida Vinterberg
LINE – altså KNUTZON er realiseret med støtte fra:
Beckett-Fonden
Knud Højgaards Fond
Københavns Kommune
Wilhelm Hansen Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
”Og så grinede vi hele natten og luften var fyldt med sætninger der flettede sig sammen og blev til en dejlig melodi som jeg stadig kan nynne. Og til ære for os gik tiden i stå, viseren blev stående på hel og sekunderne gik ud for at lege, og mens månen stod ret og lyste ind gennem vinduet, greb vi hele tiden ud efter hinanden som ville vi forsikre os at det var sandt, at vi vitterligt sad her og havde mødt hinanden og først da vores øjne blev tunge af træthed begyndte verden igen at dreje … og nu drejede vi jo med, men det orkede vi ikke at fejre … sikke en aften …”
– Fra Den luft andre indånder af Line Knutzon
